Perfekte Brunede Kartofler

Ingredienser

  • 1 glas Kartofler (ca. 425 g, drænet)
  • 1 dL Rørsukker
  • 2 spsk Lunken vand (vigtig)
  • 2 spsk Naturli' smørbar
  • Lidt salt og friskkværnet peber

Fremgangsmåde

  • Fordel sukkeret i et jævnt lag i en stor pande. Hvis ikke laget bliver nogenlunde ligeligt fordelt, vil det tynde lag brænde på før det tykke lag når at smelte. *
  • Tænd for varmen under panden. Jeg bruger trin 6 ud af 9. Det må endelig ikke blive for varmt! Ellers brænder sukkeret på..
  • Lad panden passe sig selv. På et tidspunkt vil sukkeret begynde at smelte og blive helt gennemsigtigt. Hav tålmodighed! Det tager 10-15 min. Rør endelig ikke i sukkeret.
  • I mellemtiden skyldes kartoflerne under koldt vand, og stilles til tørre.
  • Når sukkeret er helt smeltet, og massen begynder på at syde skrues der ned for varmen (trin 3 ud af 9 **).
  • Tilføj vandet og smørret i den rækkefølge. Rør en hurtig omgang rundt i panden med en træske, så smørret bliver fordelt nogenlunde.
  • Tilføj kartoflerne til panden med det samme. De skal ikke være våde. Sukkermassen skal kun boble stille og roligt omkring kartoflerne, ellers brænder de hurtigt på.
  • Lad kartoflerne passe sig selv! Når de har fået en pæn farve på den ene side, vendes de. Det tager ca. 5 minutter. Hav tålmodighed!
  • Vend dem en gang hvert 5 minut indtil de har en pæn farve og et lækkert tykt lag sukker hele vejen omkring sig. De tager som regel ca. 15-20 minutter.
  • Lige inden du vender kartoflerne en sidste gang, tilføjes ca. 1 tsk salt og ca. 1 tsk friskkværnet peber til panden. Rør rundt og lad kartoflerne bruse færdige.
  • Server straks! Fisk kartoflerne ud af den resterende sukkermasse - det er alligvel ikke meget værd.

Noter

* Der skal være god plads på panden til kartoflerne, således at de får en pæn og jævn karamelisering hvor sukkermassen kan bruse godt op omkring de enkelte kartofler. En stor almindelig pande kan som regel lige rumme to glas kartofler. Hvis du laver 2 glas på en gang kan det godt være at du skal bruge en smule mere varme end trin 3 ud af 9, for at sukkeret bruser pænt. Det tager desuden lidt længere hvis du laver 2 glas på en gang.

** På min nye induktionsplade fungerer det bedst hvis der kun skrues et enkelt trin ned for varmen, da sukkeret ellers stopper med at boble roligt. Men på mit gamle keramiske komfur var trin 3 nødvendigt for at sukkeret ikke brændte på! Så prøv dig frem!

2 thoughts to “Perfekte Brunede Kartofler”

    1. Jeg har altid brugt den til brødet da det altid er den som jeg har liggende! Men jeg er sikker på at blokken også ville virke fint! 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.